Hvilken terapiform er bedst for patienter med spiseforstyrrelse?

Der bliver stadig forsket i, hvilke metoder der virker bedst for en bestemt gruppe af klienter. Grunden til det er blandt andet, at det er den mest direkte vej til at kunne tilbyde evidensbaseret behandling.



Grenon et al. (2019) har foretaget en metaanalyse af en række randomiserede kontrolstudier (RCT), hvor man har sammenlignet forskellige psykoterapiformer til voksne med spiseforstyrrelser, netop for at blive klogere på om en form for psykoterapi virker bedre end andre.





Grenon, R., Carlucci, S., Brugnera, A., Schwartze, D., Hammond, N., Ivanova, I., . . . Tasca, G. A. (2019). Psychotherapy for eating disorders: A meta-analysis of direct comparisons. Psychotherapy research, 29(7), 833-845.



Kort beskrevet



Studierne, som denne metanalyse sammenligner, er studier, hvor klienterne måtte have en spiseforstyrrelse og ikke andre lidelser (kontrolleret), og de er blevet tilfældigt fordelt (randomiseret) mellem de forskellige terapiformer, som blev sammenlignet. Terapiformerne var bona fide, hvilket groft sagt betyder, at de blev anvendt i sin rene form.



De bona fide terapiformer skulle så sammenlignes med enten: 1) en anden bona fide terapiform eller 2) en ikke bona fide terapiform eller 3) det at være på venteliste til behandling, altså ingen terapi.



Både gruppeterapi og individuelle terapier var inkluderet.



Det, der blev målt på, var abstinenser, hyppighed (frequency), spiseforstyrrelsespsykopatologi og depressive symptomer. I nogle tilfælde blev der også målt på selvforståelse (self-concept) og interpersonelle problematikker (Grenon et al., 2019).



Der var i metaanalysen i alt 34 RCT-studier inkluderet med i alt 54 direkte sammenligninger af forskellige terapiers effekt i forhold til spiseforstyrrelser. Blot 2 af disse var med anorektiske klienter, 3 af studierne med ikkespecificerede spiseforstyrrelser, og resten omhandlede bulimi og tvangsmæssig overspisning (BED) (Grenon et al., 2019).



Resultatet



I metaanalysen fandt de overordnet, at det er bedre at modtage bona fide psykoterapibehandling end at stå på ventelisten.



Der var ingen signifikant evidens for, at der var forskel på, at terapierne var bona fide psykoterapier eller var ikke-bona fide psykoterapier.



Ikke overraskende var der ingen evidens for, at en terapiform var bedre end en anden (Grenon et al., 2019).



En af styrkerne ved studiet er, at der er en lang liste af terapiformer, som blev sammenlignet, og listen inkluderer kognitiv adfærdsterapi, psykodynamisk interpersonel terapi, dialektisk adfærdsterapi og mere specifikke spiseforstyrrelsesterapier som kropsbilledeterapi (Body Image Therapy) og appetitopmærksomhedstræning (Appetite Awareness Training) og sågar hypnoadfærdsterapi, m.fl.



Alt i alt bare for at vise, at de alle virker lige godt. Dette er ikke noget nyt og bekræfter blot Dodo-kendelsen tilbage fra 1975 (Luborsky et al., 2002; Luborsky, Singer, & Luborsky, 1975), der netop sagde, at alle terapiformer er vindere, for de virker alle sammen, og de virker lige godt. Det satte jo gang i hele fællesfaktorbevægelsen, som peger på, at hvis terapiformerne virker lige godt, så er det, der virker i terapien ikke de specifikke metoder, men det, som er fælles på tværs af metoderne; mødet mellem mennesker, at der tales om tingene, at der er en terapeut osv.



En vigtig pointe er i denne forbindelse, at studiernes mål er kvantitative, og at der er flere ting, som disse studier ikke fortæller os. Hvor metaanalyserne kan vise, at terapiformerne virker, fortæller de ikke noget om, hvordan de forskellige terapiformer virker, og hvilke klienter der gavner bedst af hvilke terapiformer.



Kvaliteten ind i kvantiteten



Nilsson, Svensson, Sandell & Clinton (2007) undersøgte netop, om man kvalitativt kunne sige noget om, hvordan de forskellige terapiformer virkede, og om de eventuelt virkede forskelligt, og de sammenlignede kognitiv adfærdsterapi (CBT) med psykodynamisk terapi (PDT). Det gjorde de ved gennem interviews at undersøge klienternes oplevelse af de to terapiformer. Klientoplevelserne blev delt op i fire grupper; dem, som var tilfredse med henholdsvis CBT og PDT og dem, der var utilfredse. Resultatet var kort sagt, at der var ca. lige mange, som var hhv. tilfredse og utilfredse med de to terapiformer, mens der var tydelige forskelle på, hvad de var tilfredse og utilfredse med. Nogle klienter var utilfredse med CBT, fordi det var for direktivt (for styrende), mens det netop var det, andre lagde som grund til, at de var tilfredse med CBT. Og med PDT var der klienter, som udtrykte tilfredshed med terapiformens non-direktive (ikke styrende) stil, mens andre netop var utilfredse med den non-direktive stil.



Vi kan på baggrund af dette sige, at selvom de forskellige psykoterapiformer synes at virke lige godt kvantitativt, er der en kvalitativ forskel, som passer til forskellige klienter.



Hvad med diagnoser?



Man kunne i den forbindelse forestille sig, at en form for terapi var bedre til nogle diagnoser og andre til andre diagnoser. Problemet med det er, at det netop er det, som ovenstående metaanalyse og lignende metaanalyser forsøger at fastslå, men hver gang må indse, at de forskellige terapiformer virker lige godt til de forskellige diagnoser (Budd & Hughes, 2009; P. Cuijpers, Cristea, Karyotaki, Reijnders, & Huibers, 2016; Pim Cuijpers et al., 2012; Pim Cuijpers, Karyotaki, de Wit, & Ebert, 2019; Grenon et al., 2019).



I et dansk forskningsprojekt fra Københavns Universitet (Poulsen, Lunn, & Sandros, 2010) lavede man samme studie som Nilsson, Svensson, Sandell & Clinton (2007), blot specifikt med bulimipatienter, og de så det samme billede. Det vil altså sige, at det ikke er diagnosen, der afgør den kvalitative oplevelse af terapien! Der var altså nogle bulimipatienter, som foretrak CBT og andre, der fortrak PDT. Men hvad afgør så, hvilke klienter der gavner mest af hvilken terapi? Det er et helt forskningsfelt for sig selv, og der er endnu ikke kommet noget endeligt svar.



En interessant detalje hos både Nilsson et al. (2007) og Poulsen et al. (2010) er, at der ikke var en nødvendig sammenhæng mellem de klienter, som kvantitativt havde klaret sig godt og dem, som var kvalitativt tilfredse. Altså, der var tilfredse klienter, som havde været meget begejstrede for terapien, men som stadig havde bulimi og modsat.



Egen forskning i relation til dette



Jeg vil slutteligt komme lidt ind på, hvordan Center for Trivsel & Velværes egen forskning kunne relatere sig til dette.



Vi arbejder på at lave måleredskaber, der kan måle og afdække følelserne i grundstemningen. Så i stedet for at diagnosticere ud fra symptombeskrivelser og symptombehandle vil vi kigge på det, vi mener er en del af hovedårsagen til symptomer, nemlig følelserne i grundstemningen, og behandle dem (Dahlgaard, 2019). I forhold til spiseforstyrrelserne er tanken at kunne måle på, hvilke mekanismer der i grundstemningen resulterer i spiseforstyrrelsen. Er der eksempelvis en grundlæggende følelse af skam, som gør, at den spiseforstyrrede ser sig selv som enormt tyk, selvom vedkommende er langt under normalvægten. Hvis det viser sig at være tilfældet, at der er en stærk korrelation mellem anoreksi og skam i grundstemningen, er tanken, at hvis vi afstemmer skammen, fjernes årsagen til anoreksien. Dette har vi arbejdet med de seneste år med meget gode resultater, og derfor ønsker vi nu at dokumentere effekten.



Du kan læse mere om vores forskning her på bloggen, hvor vi fører dagbog (månedsbog).



Litteratur



Budd, R., & Hughes, I. (2009). The Dodo Bird Verdict—controversial, inevitable and important: a commentary on 30 years of meta-analyses. Clinical Psychology & Psychotherapy, 16(6), 510-522. doi:10.1002/cpp.648



Cuijpers, P., Cristea, I. A., Karyotaki, E., Reijnders, M., & Huibers, M. J. (2016). How effective are cognitive behavior therapies for major depression and anxiety disorders? A meta-analytic update of the evidence. World Psychiatry, 15(3), 245.



Cuijpers, P., Driessen, E., Hollon, S. D., van Oppen, P., Barth, J., & Andersson, G. (2012). The efficacy of non-directive supportive therapy for adult depression: A meta-analysis. CPR Clinical Psychology Review, 32(4), 280-291.



Cuijpers, P., Karyotaki, E., de Wit, L., & Ebert, D. D. (2019). The effects of fifteen evidence-supported therapies for adult depression: A meta-analytic review. Psychotherapy research, 1-15. doi:10.1080/10503307.2019.1649732



Dahlgaard, M. (2019). Emotional Adaptation Therapy. Retrieved from www.emotionaladaptiontherapy.com



Grenon, R., Carlucci, S., Brugnera, A., Schwartze, D., Hammond, N., Ivanova, I., . . . Tasca, G. A. (2019). Psychotherapy for eating disorders: A meta-analysis of direct comparisons. Psychotherapy research, 29(7), 833-845.



Luborsky, L., Rosenthal, R., Diguer, L., Andrusyna, T. P., Berman, J. S., Levitt, J. T., . . . Krause, E. D. (2002). The Dodo Bird Verdict Is Alive and Well-Mostly. Clinical Psychology: Science and Practice, 9(1), 2.



Luborsky, L., Singer, B., & Luborsky, L. (1975). Comparative studies of psychotherapies. Is it true that "everywon has one and all must have prizes"? Archives of General Psychiatry, 32(8), 995-1008.



Nilsson, T., Svensson, M., Sandell, R., & Clinton, D. (2007). Patients experiences of change in cognitive-behavioral therapy and psychodynamic therapy: a qualitative comparative study. Psychotherapy research, 17(5), 553-566.



Poulsen, S., Lunn, S., & Sandros, C. (2010). client experience of psychodynamic psychotherapy for bulimia nervosa: An interview study. Psychotherapy Psychotherapy, 47(4), 469-483.

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!