Terapeutfaktorer: Selvafsløring og umiddelbarhed



Der er i de seneste år blevet lavet meget spændende forskning inden for psykoterapiens mange områder. Og jeg vil med tiden forsøge at få berørt de fleste. Som det første blogindlæg i denne serie vil jeg fokusere på et område, der endelig er kommet meget fokus på inden for psykoterapiforskningen efter mange års berøringsangst, nemlig hvad der ved psykoterapeutens karakter og holdning har indflydelse på effekten af terapien. Det er et område, som enhver psykoterapeut med respekt for sit fag bør være nysgerrig på og klar til at bruge til selvransagelse. Yderligere er området særligt relevant, når vi træner de kommende psykoterapeuter.



”Den, der kender andre, er klog, men den, der kender sig selv, er oplyst.” Mester Laozi



I et helt nyt studie undersøger forskerne forholdet mellem psykoterapeutpraktikanters karakteristika og deres brug af selvafsløring (self-disclosure) og umiddelbarhed (immidiacy) i terapien (Jowers et al., 2019). Selvafsløringen refererer til det, der sker, når terapeuter fortæller deres klienter noget om sig selv, som ikke er relateret til deres følelser i den givne terapeutiske situation, mens umiddelbarhed er, når terapeuten netop fortæller noget om sine følelser i forhold til den kliniske her-og-nu situation. Definitionerne er hentet fra bogen Helping skills af Clara E. Hill(2014). Selvafsløring er et vigtigt redskab, når det bliver brugt rigtigt, da det kan støtte normalisering af klientens oplevelser, styrke den terapeutiske alliance og være en måde for terapeuten at give bud på alternative måder at håndtere problematikker på, og ikke mindst kan det motivere klienten til selvafsløring. En både sjov og vigtig pointe fra et tidligere studie er, at klienter vurderede sessioner, hvor de oplevede terapeuter bruge forholdsvis meget selvafsløring som værende mest gavnlige, mens terapeuterne selv vurderede de samme sessioner som mindst gavnlige (Hill, 1988). Selvafsløring er et værktøj, der skal benyttes med omtanke, da det brugt forkert kan skade mere, end det gavner (se f.eks. Berg, Antonsen, & Binder, 2016). Tidligere studier har vist, at erfarne terapeuter benytter selvafsløring mere end nyuddannede (Henretty & Levitt, 2010).



Umiddelbarhed som terapeutisk værktøj bruges bl.a. til sammen med klienten at udvikle indsigt, reparere brud i alliancen, udfordre klientens antagelser, intensivere og identificere følelser samt at korrigere mal-adaptive mønstre, som er handle-, tanke- og følelsesmønstre, der ikke tjener klienten noget godt. Flere studier har vist en positiv sammenhæng mellem umiddelbarheden og det terapeutiske udbytte (se f.eks. Kuutmann & Hilsenroth, 2012; Mayotte-Blum et al., 2012). Brugt forkert kan umiddelbarheden skabe forvirring hos både terapeut og klient, som det er beskrevet af Kasper, Hill, & Kivlighan (2008).



Nærværende studiet af Jowers et al. (2019) er naturalistisk, hvilke vil sige, at forskerne undersøger forholdet mellem psykoterapeuternes karakteristika og deres brug af selvafsløring og umiddelbarhed i virkelige terapisessioner. Her er der tale om 33 (trainee) psykoterapeuter.



Resultatet af studiet peger på, at jo mere selvcentrerede terapeuterne i undersøgelsen var, des mere anvendte de selvafsløring. Problemet her var, at selvafsløringen ofte hang sammen med, at det var de samme terapeuter, der havde mest vanskeligt ved at investere i andre og havde negative forventninger til relationen med klienten. De terapeuter, der havde bedre evner til at sætte sig i andres sted, lavede færre, men mere passende selvafsløringer. Kvalitativt fra data, der blev indsamlet gennem videooptagelser af tredje sessioner, viste der sig at være en stor del upassende anvendelser af selvafsløring, hvor terapeuterne afslørede deres angst og usikkerhed, eller hvor selvafsløringen slet ikke blev anvendt relevant for klientens situation. Og ligesom tidligere studier fandt Jowers et al. (2019) også, at de sessioner, hvor terapeuterne brugte mest selvafsløring, vurderede de selv som værende mindst gavnlige.



Omkring umiddelbarheden fandt de ingen signifikant sammenhæng med terapeutens karakteristika. Kvalitativt viste det sig, at brugen af umiddelbarhed så ud til at skabe længere, dybere og mere meningsfulde samtaler. Selvom umiddelbarhed blev brugt væsentligt mindre end selvafsløring, blev sessionerne, hvor terapeuter var umiddelbare, vurderet som mere positive af terapeuterne selv, mens det ikke gjorde nogen forskel for klienterne (Jowers et al., 2019). Det er et ret interessant fænomen, at klienter og terapeuter ofte har to helt forskellige oplevelser af, hvor god en terapisession har været.



Selvom studiet ikke var et randomiseret kontrolleret studie og derfor ikke kan sige noget med videnskabelig sikkerhed, er det ifølge forfatterne til gengæld det første studie til at undersøge sammenhængen mellem terapeutkarakteristika, selvafsløring og umiddelbarhed. Og det, vi bl.a. får med fra dette studie, er, hvordan man ikke bør anvende selvafsløring, nemlig til at snakke mere om sig selv og afsløre sin terapeutiske usikkerhed. Men også at umiddelbarhed og selvafsløring kan være nyttige terapeutiske værktøjer, når de bliver brugt rigtigt. Og det er værktøjer, som kan anvendes på tværs af terapeutiske retninger. Forfatterne taler derfor for vigtigheden ved, at nye terapeuter bliver opmærksomme på deres interpersonelle færdigheder og empatiske evner for at styrke deres måder at benytte både selvafsløring og umiddelbarhed på.



Næste blog:



I den næste blog vil jeg se på spændende ny forskning inden for tilgangen til klienter med anden seksuel orientering end den heteronormative.



Litteratur:



Berg, H., Antonsen, P., & Binder, P. (2016). Sediments and vistas in the relational matrix of the unfolding “I”: A qualitative study of therapists’ experiences with self-disclosure in psychotherapy. Journal of Psychotherapy Integration,, 26(3), 248-258.



Henretty, J. R., & Levitt, H. M. (2010). The role of therapist self-disclosure in psychotherapy: A qualitative review. CPR Clinical Psychology Review, 30(1), 63-77.



Hill, C. E. (1988). Effects of Therapist Response Modes in Brief Psychotherapy. Journal of Counseling Psychology, 35(3), 222-233.



Hill, C. E. (2014). Helping skills : facilitating exploration, insight, and action (4 Ed.). Wsahington DC: American Psychological Association (APA).



Jowers, C. E., Cain, L. A., Hoffman, Z. T., Perkey, H., Stein, M. B., Widner, S. C., & Slavin-Mulford, J. (2019). The relationship between trainee therapist traits with the use of self-disclosure and immediacy in psychotherapy. Psychotherapy (Chicago, Ill.), 56(2), 157-169.



Kasper, L. B., Hill, C. E., & Kivlighan, D. M. (2008). Therapist immediacy in brief psychotherapy: Case study I. Psychotherapy (Chicago, Ill.), 45(3), 281-297.



Kuutmann, K., & Hilsenroth, M. J. (2012). Exploring In-Session Focus on the Patient-Therapist Relationship: Patient Characteristics, Process and Outcome Patient-Therapist Interactions. Clin. Psychol. Psychother. Clinical Psychology & Psychotherapy, 19(3), 187-202.



Mayotte-Blum, J., Slavin-Mulford, J., Lehmann, M., Pesale, F., Becker-Matero, N., & Hilsenroth, M. (2012). Therapeutic Immediacy Across Long-Term Psychodynamic Psychotherapy: An Evidence-Based Case Study. Journal of Counseling Psychology, 59(1), 27-40.

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!