Psykoterapi med LGBQ-personer

For nylig så jeg på Facebook, at en veninde gennem mange år havde ændret sin status fra single til at være i et forhold, men ikke med hvem. I kommentarsporet var der en masse tilkendegivelser, som blandt andet indeholdt kommentarer som ”Han er en heldig mand”, ”Tillykke med den heldige fyr” og lignende. Min hustru og jeg tænkte begge - på trods af at min venindes tidligere partnere, som vi kender til, har været mænd - om de andre i kommentarsporet vidste noget, vi ikke vidste. Jeg skrev også tillykke, men spurgte også ud, om vi vidste, at det var en mand. Det viste sig efterfølgende, at hun har mødt en kvinde. Selvom der var mange søde ord, var der faktisk tale om heterosexisme og mikroaggression, og bliver man som minoritetsgruppe ofte mødt med sådanne tilgange, kan det føre til minoritetsstress. Alt dette kommer jeg nærmere ind på om lidt. Jeg kan på ingen måde se mig fri fra det heteronormative blik; jeg er en hvid, privilegeret cis-mand, og i nærværende tilfælde var jeg også heldig. Men det er ikke kun held, for der ligger også en masse anstrengelse bag, og historien tjener blot til at illustrere pointen ved den psykoterapiforskning, som er præsenteret i nærværende indlæg.



Hvad siger forskningen, når det kommer til at yde psykoterapi til mennesker med anden seksuel orientering end den heteronormative? Hvad skal vi som psykoterapeuter i den forbindelse være opmærksomme på?



I de seneste 30 år er der meget psykoterapiforskning, der har vist, at relationen mellem klient og terapeut spiller en større rolle for klientens udbytte af terapien end den/de terapeutiske metoder, som terapeuten arbejder ud fra (for nyere studier se f.eks Horvath, 2018; Nienhuis et al., 2018; Norcross & Lambert, 2018; Park, Swift, & Penix, 2019; Zilcha-Mano, 2017). Hermed er det ikke sagt, at man ’bare’ kan bruge en hvilken som helst metode, men blot at den terapeutiske relation er meget vigtig, når man praktiserer psykoterapi.



I den forbindelse har forskningen også vist, at der er nogle særlige vanskeligheder i forhold til etableringen af en god terapeutisk relation med klienterne, som tilhører sociale eller kulturelle minoriteter, eksempelvis for mennesker med anden seksuel orientering end den heteronormative (Alessi, Dillon, & Horn, 2019). Det er der tilsyneladende flere årsager til: Historisk set blev homoseksualitet anset for at være en psykiatrisk sygdom helt op til 1973, hvor diagnosen i DSM blot blev erstattet med diagnosen ego-dystonisk homoseksualitet, hvilket først officielt blev fjernet i 1987 (Bayer, 1987). Forskning har vist, at en sådan en historie blandt andet har resulteret i, at selv terapeuter, hvis intentioner er velmente, desværre til tider udviser nogle former for diskriminerende adfærd over for klienter med anden seksuel orientering end den heteronormative (Miville & Ferguson, 2014; Nadal et al., 2011; Shelton & Delgado-Romero, 2011).



Et meget interessant fænomen er i den forbindelse er mikroaggression, som blandt andet kan komme sprogligt til udtryk gennem heteronormative antagelser, eksempelvis hvis terapeuten går ud fra, at klientens kæreste er af det modsatte køn. Eller det kan udtrykke sig som en antagelse om, at klientens psykiske problematikker på en eller anden måde er relateret til seksualiteten eller som en manglende forståelse fra terapeutens side om effekterne af den heterosexisme, som klienter med en anden seksualitet kan opleve. Konstant at blive mødt med fordomme, mikroaggressioner samt andre former for diskriminerende adfærd fører blandt andet til det, som Meyer (2003) kalder minoritetsstress, som mange personer med anden seksuel orientering end den heteronormative derfor rammes af, og som spiller en rolle i forhold til etableringen af den terapeutiske relation.



På baggrund af dette har man blandt andet udviklet Affirmative Practice. Det er den tilgang, som den amerikanske psykologiforening (APA) anbefaler, når man skal hjælpe homoseksuelle, biseksuelle og queer-personer (LGBQ)* (APA, 2012). Affirmative Practice henviser til en tilgang, hvor terapeuten i sin terapeutiske praksis har integreret en viden og bevidsthed omkring de kulturelle aspekter og forhold, som påvirker LGBQ-personer (Perez, 2007). Derved mindskes eller i bedste fald undgås heterosexistisk bias og mikroaggression i den terapeutiske relation (Bieschke, Perez, & DeBord, 2010).



I en spritny publikation af et forskningsprojekt af Alessi et al. (2019) undersøger forskerne netop sammenhængen mellem den terapeutiske relation, affirmativ praksis og psykologisk velvære blandt LGBQ-klienter. Mere præcist undersøger de, hvordan LGBQ-klienters oplevelse af terapeutens affirmative praksis og den terapeutiske relation hænger sammen med, hvordan klienterne har det i terapien. Der var 184 LGBQ-klienter med i studiet, deres alder varierede fra 18 til 64 år. Deres resultat viste en signifikant positiv sammenhæng mellem klienternes oplevelse af terapeuternes affirmative praksis og hvordan de havde det i terapien, og at brugen af affirmativ praksis korrelerer positivt med en stærkere terapeutisk relation. Det vil sige, at jo mere klienterne oplevede en affirmativ praksis, jo bedre havde de det i terapien, og jo stærkere blev den terapeutiske relation og vice versa.



Et lignende resultat er fundet i tidligere forskning, f.eks. af Kelley (2015), der yderligere fandt, at homoseksuelle klienter vurderer homoseksuelle terapeuter som værende mere hjælpsomme. Dog gjorde terapeutens seksuelle orientering ingen forskel, når det kom til sammenhængen mellem brugen af affirmativ praksis og styrken af den terapeutiske relation. Dette indikerer, at homoseksuelle terapeuter generelt anvender en affirmativ praksis, mens heteroseksuelle terapeuter gør det i mindre grad. Og som tidligere nævnt er det på trods af, at de har en åben og accepterende indstilling over for andre former for seksualitet. Tidligere forskning understøtter dette fund (Israel, Gorcheva, Burnes, & Walther, 2008; Quiñones, Woodward, & Pantalone, 2017; Stracuzzi, Mohr, & Fuertes, 2011)



Det er derfor vigtigt, at vi træner og praktiserer den affirmative praksis og altså øver os i at kompensere for den heteroseksuelle bias, som vi er så kulturelt forankret i, så det kommer til udtryk i både vores bevidsthed og vores sprogbrug.



Næste blog:



I den næste blog vil jeg fortælle om en spændende ny metaanalyse, som ser på effekten af evidensbaseret terapi til depression.



Noter:



*Der er ikke nogen særlig grund til, at eksempelvis transkønnede ikke er inkluderet her, andet end at APA og den forskning, som artiklen omhandler, har delt det sådan op.



Litteratur:



Alessi, E. J., Dillon, F. R., & Horn, R. V. D. (2019). The Therapeutic Relationship Mediates the Association between Affirmative Practice and Psychological Well-Being among Lesbian, Gay, Bisexual, and Queer Clients. Psychotherapy, 26(2), 229-240.



APA, A. P. A. (2012). Guidelines for psychological practice with lesbian, gay and bisexual clients. American Psychologist, 67, 32.



Bayer, R. (1987). Homosexuality and American psychiatry : the politics of diagnosis. Retrieved from https://archive.org/details/homosexualityame00bayerich



Bieschke, K. J., Perez, R. M., & DeBord, K. A. (2010). Handbook of counseling and psychotherapy with lesbian, gay, bisexual, and transgender clients. Washington, DC: American Psychological Association.



Horvath, A. O. (2018). Research on the alliance: Knowledge in search of a theory. Psychotherapy Research Psychotherapy Research, 28(4), 499-516.



Israel, T., Gorcheva, R., Burnes, T., & Walther, W. (2008). Helpful and unhelpful therapy experiences of LGBT clients. Psychotherapy research, 18(3), 294-305.



Kelley, F. A. (2015). The therapy relationship with lesbian and gay clients. Psychotherapy. 52(1), 113-118.



Meyer, I. H. (2003). Prejudice, social stress, and mental health in lesbian, gay, and bisexual populations : conceptual issues and research evidence. Psychological Bulletin, 129(5), 2003.



Miville, M. L., & Ferguson, A. D. (2014). Handbook of race-ethnicity and gender in psychology. Retrieved from http://public.eblib.com/choice/publicfullrecord.aspx?p=1697829



Nadal, K., Wong, Y., Issa, M.-A., Meterko, V., Leon, J., & Wideman, M. (2011). Sexual Orientation Microaggressions: Processes and Coping Mechanisms for Lesbian, Gay, and Bisexual Individuals. Journal of LGBT Issues in Counseling, 5(1), 21-46.



Nienhuis, J. B., Owen, J., Valentine, J. C., Winkeljohn Black, S., Halford, T. C., Parazak, S. E., . . . Hilsenroth, M. (2018). Therapeutic alliance, empathy, and genuineness in individual adult psychotherapy: A meta-analytic review. Psychotherapy research, 28(4), 593-605.



Norcross, J. C., & Lambert, M. J. (2018). Psychotherapy Relationships That Work III. Psychotherapy Psychotherapy, 55(4), 303-315.



Park, J., Swift, J. K., & Penix, E. A. (2019). The Relationship Between Client Regulatory Focus and Treatment Use Intentions, Attitudes, Credibility Beliefs, and Outcome Expectations for Psychotherapy. J Contemp Psychother Journal of Contemporary Psychotherapy.



Perez, R. M. (2007). The "Boring" State of Research and Psychotherapy With Lesbian, Gay, Bisexual, and Transgender Clients: Revisiting Barón (1991). 399-418.



Quiñones, T. J., Woodward, E. N., & Pantalone, D. W. (2017). Sexual minority reflections on their psychotherapy experiences. Psychotherapy Research Psychotherapy Research, 27(2), 189-200.



Shelton, K., & Delgado-Romero, E. A. (2011). Sexual orientation microaggressions: the experience of lesbian, gay, bisexual, and queer clients in psychotherapy. Journal of Counseling Psychology, 58(2), 210-221.



Stracuzzi, T. I., Mohr, J. J., & Fuertes, J. N. (2011). Gay and Bisexual Male Clients' Perceptions of Counseling: The Role of Perceived Sexual Orientation Similarity and Counselor Universal-Diverse Orientation. Journal of Counseling Psychology, 58(3), 299-309.



Zilcha-Mano, S. (2017). Is the alliance really therapeutic? Revisiting this question in light of recent methodological advances. The American psychologist, 72(4).




0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!